Mine projekter
Et indblik i de semesterprojekter, jeg har arbejdet med under min uddannelse. Projekterne spænder fra idéudvikling og projektering til visualisering og planlægning – altid med fokus på kvalitet og detaljer.
1. Semester – Del 1: Dispositionsforslag
23. August 2023
Mit første projekt på bygningskonstruktørstudiet var et introduktionsprojekt, hvor jeg skulle designe og projektere et enfamiliehus. Projektet omfattede analyse af grunden, overholdelse af lokalplan- og bygherrekrav samt udarbejdelse af planche og visualisering af løsninger.
1. Semester – Del 2 Laus hus: Projektforslag & Myndighedsprojekt
29. September 2023
I anden del af 1. semester arbejdede vi videre med et dispositionsforslag udleveret af underviseren og udviklede det til et myndigheds- og udbudsprojekt. Arbejdet omfattede planlægning af husets placering, udarbejdelse af plantegninger, håndtegning af samlingsdetaljer samt modellering i Revit. Projektet gav erfaring med at kombinere praktisk og teoretisk viden samt dokumentere løsninger klar til myndighedsgodkendelse.
2. Semester – Byggeri op til 2½ etage – Case: Georg W. Andersens Vænge nr. 8
5. Februar 2024
I 2. semester har jeg arbejdet med et case-projekt, hvor jeg som del af en nystartet tegnestue skulle videreføre et enfamiliehus til en privat bygherre i Horsens Kommune. Projektet tog udgangspunkt i lokalplanen og en bygherre med fokus på bæredygtighed, funktionelle rammer og æstetisk kvalitet.
Opgaven bestod i at udvikle et myndighedsprojekt, der kunne danne grundlag for entreprenørernes tilbudsgivning samt ansøgning om byggetilladelse. Arbejdet spændte fra volumenstudier og funktionsplanlægning til materialevalg og disponering af udearealer, med respekt for bygherrens ønsker om en moderne og tidstypisk arkitektur, der samtidig relaterer sig til naturen og FN’s Verdensmål.
Gennem casen fik jeg erfaring med at koble bygherrekrav, økonomiske rammer og lokalplanens bestemmelser i et helhedsorienteret projektforløb, hvor både tekniske og arkitektoniske overvejelser blev vægtet.
2. Semester Byggepladsrapport Bolig- & Byggesikkerhed
8. Maj 2024
I denne rapport har jeg i gruppen arbejdet med byggepladsindretning og sikkerhed. Gennem observationer på en byggeplads hos Hybel har vi vurderet, hvordan de praktiske løsninger for pladsplanlægning, adgange, opbevaring og sikkerhed følger krav fra BR18, Arbejdstilsynet og Branchefællesskabet for arbejdsmiljø i bygge- og anlægssektoren. Formålet er at analysere, om udførelsen sikrer et effektivt og sikkert arbejdsmiljø, samt hvilke forbedringer der kan anbefales.
3. Semester Erhvev og præfabrikation – Projektering af Grejs Kulturcenter
18. August 2024
I 3. semester arbejdede jeg med Grejs Kulturcenter, hvor jeg indgik som del af en tegnestue/leverandør- og montagevirksomhed i et tværfagligt projektforløb. Casen omfattede udarbejdelse af udbudsprojekt, elementprojektering, produktion, logistik og montage af facadeelementer, med fokus på både beton- og træelementer.
Projektet gav praktisk erfaring med udbuds- og kontraheringsprocesser, projektering på skitseniveau, dimensionering af elementer, produktionsplanlægning samt montageplanlægning med hensyntagen til logistik, sikkerhed og kvalitet. Casen udfordrede evnen til at koordinere fagdiscipliner parallelt og arbejde inden for konkrete økonomiske, tidsmæssige og bygherrebestemte rammer.
3. Semester Lokalt Fagelement – Klimaresilent byggeri
27. September 2024
I dette fagelement arbejdede jeg med klimatilpasning af byggeri med fokus på, hvordan klimaforandringer som øget nedbør, skybrud, højere vandstand og temperaturstigninger truer bygninger. Jeg undersøgte risikovurderinger, skader ved vandbelastning samt udviklingspotentialer for byggeteknik, materialer og arkitektur. Desuden arbejdede jeg med forskellige klimatilpasningsprincipper – undvigelse, afvisning og accept – og hvordan disse kan anvendes i konkrete designløsninger. Forløbet afsluttedes med udvikling af en innovativ klimaresilient løsning rettet mod byggebranchen.
4. Semester Boligbyggeri Lokesvej Åbyhøj i Aarhus – Opførelse af almene familieboliger og erhverv
4. Februar 2025
I 4. semester har jeg arbejdet med et alment etagebyggeri med erhverv, hvor projektet foregik som totalentreprise for Boligforeningen 2018. Casen omfattede udarbejdelse af skitseforslag, overslagskalkulationer og totalrådgivning i samarbejde med totalentreprenør og underentreprenører, med henblik på udbud og licitation.
Projektet blev løst gennem en integreret designproces, hvor jeg som studerende skiftede rolle mellem arkitekt, konstruktions-, VVS- og ventilationsingeniør. Forløbet gav erfaring med tværfaglig koordinering, projekteringsstyring, økonomi samt dokumentation af tekniske og æstetiske løsninger inden for rammerne af almene boligprojekters krav og lovgivning.
4. Semester Lokalt Fagelement BUILD 4.0 – Dagslys optimering
20. Februar 2025
I mit arbejde på 4. semester har jeg undersøgt, hvordan disse teknologier kan anvendes til dagslysoptimering i boligbyggeri. Ved hjælp af digitale værktøjer som Autodesk Forma og Velux Daylight Visualizer har jeg gennemført analyser og visualiseringer, der viser, hvordan digitale metoder kan understøtte projektering og skabe bedre løsninger for både bygning og brugere.
4. Semester Lokalt Fagelement – Videnskabsteori Erfaringsbaseret viden
16. Juni 2025
På 4. semester har jeg udarbejdet en rapport om, hvordan erfaringsbaseret viden anvendes i byggetekniske beslutninger på byggepladsen. Jeg har kombineret teori fra videnskabsteori og undersøgelsesdesign med empiri fra en spørgeskemaundersøgelse blandt fagfolk for at undersøge praksisvidens betydning for kvalitet, læring og videndeling.
